Keramiker Trine Heegaard

på besøg hos Trine heegaard

– Om fascinationen af ler og keramik

Hvordan livet som keramiker begyndte

Jeg er taget på besøg hos Trine Heegaard, som fortæller om sin baggrund, og om hvad det er, der driver værket selv efter mange år i branchen.

Trine viser rundt i værkstedet, og vi stopper op ved en væg med kopper. Kopper med firben, kopper med sommerfugle og blomster og kopper med både flyvende og hvilende fugle.

Jeg står og beundrer hendes værker, inden vi tager fat på en snak om, hvordan hendes interesse for keramik blev grundlagt.

– Som barn tegnede jeg altid, og når vi lavede juledekorationer, endte jeg altid med at lave figurer ud af dekorationsleret. Jeg var så fascineret af, at det bløde ler kunne blive så fast.

– Da jeg gik i 9. klasse, var jeg i praktik hos keramikeren Helle Allpas, og det var her, jeg fik et helt passioneret forhold til keramik.

– Mine bedsteforældre havde mange kunstnervenner, og jeg kan huske, at Carl Otto Johansen opfordrede mig til at søge ind som tegner.

Trine begyndte i gymnasiet, men stoppede efter 2. g. Interessen for at tegne var større. Hun uddannede sig til teknisk tegner og fik også arbejde som dette i et års tid.

Hun kunne godt lide sit job, men arbejdet med det tredimensionelle trak. Hun valgte derfor at søge ind på Skolen for Brugskunst – det der i dag hedder Danmarks Designskole.

– Da jeg fortalte det til min mor, svarede hun: ”Hvorfor gør du dog det? Du bliver jo bare skuffet, når du ikke kommer ind.”

– Sidenhen har der dog aldrig manglet opbakning fra min mors side. Hun hjalp mig faktisk med at bygge en saltovn i deres baghave. Jeg har siden fået at vide, at dem, der købte mine forældres hus, virkelig havde svært ved at få ovnen ned igen.

Trine tænker lidt og tilføjer:

– Hvis jeg boede langt ude på landet, så tror jeg faktisk, jeg ville bygge en igen. Det var altså virkelig sjovt.

Det var dog lidt af en omvæltning at komme fra jobbet som teknisk tegner til en skole, hvor man bliver kastet ud i helt anderledes arbejdsgange og projekter. Det var en lidt hård begyndelse på skolen, erindrer hun:

– Vi blev jeg sat til at dreje i tre dage, fordi vi skulle lave nye kopper til kantinen. Ikke en eneste af de kopper, jeg forsøgte at dreje, blev til noget. Men jeg tænkte, at jeg skulle lære så mange teknikker som muligt, og så måtte jeg finde ud af, hvad jeg skulle lave, når jeg blev færdig med skolen.

– Jeg endte med at få Kunsthåndværkerprisen for mit afgangsprojekt og var oppe og trykke Dronningen, Prins Henrik og Kronprins Frederik i hånden og spise pandekager. Jeg er altså ikke særlig royal, men det var alligevel
noget helt særligt.

– Så efter at have prøvet alverdens teknikker inden for det kreative, og efter at have været vildt træt af drejeskiven, så vendte du alligevel tilbage til leret?

– Ja, det blev alligevel til sidst ler, der blev min passion. Efter min uddannelse kom jeg med i et fællesværksted i Viktoriagade. Vi var en 8-10 kreative mennesker, der arbejdede der. Nogle malede, og jeg lavede ler. Det hele foregik i en gammel hestestald i en baggård. Der var en meget stor gasovn, og siden den tid har jeg elsket at arbejde med en gasovn. Jeg solgte mine ting på markeder og via firmakunstforeninger. Jeg bruger faktisk stadig firmakunstforeninger, da der næsten altid er garanti for et salg. Derudover får jeg vist mine ting frem til rigtig mange mennesker, som så efterfølgende kontakter mig. Det er en rigtig god måde at få gang i salget på.

Hvordan er livet som keramiker i dag?

I dag har Trine sit eget værksted i en tilbygning til huset, hvor hun bor. Noget af det første hun gjorde, da hun flyttede ind, var at få installeret sin egen gasovn. Som det er tilfældet for langt de fleste kreative mennesker, så gik der mange år, før hun begyndte at kunne leve af at arbejde med keramik:

– I 10 år havde jeg et halvdagsjob for at få det hele til at løbe rundt, men i år 2000 begyndte jeg at undervise i keramik. I 2008 droppede jeg så halvdagsjobbet, og siden da har jeg kun beskæftiget mig med keramikken.

– I vinterhalvåret har jeg fire hold i keramik. Det vil sige, at jeg underviser tre dage om ugen halvdelen af året. Det kan godt være rigtigt hårdt at undervise, for eksempel når ovnen ikke virker, og kursisterne brokker sig. Men det er altså samtidig superinspirerende at undervise. Jeg elsker, når det lykkes mig at ”flytte” kursisterne i deres arbejde med leret. De synes, jeg er skrap, men de bliver så glade, når noget er lykkedes.

Trine slår dog fast, at der ikke er noget, der slår glæden ved selv at konstruere små og store genstande med leret. At give materialet form og dekorere det.

– Det er selve arbejdet med leret, der driver mig. Alt, hvad jeg laver, skal være så lækkert, at jeg selv vil have det. Jeg lægger noget personligt i hver eneste lille ting, jeg laver. Ellers kan man jo bare købe sine ting i IKEA. Jeg har ikke nogle faste arbejdstider, men når jeg går i gang, går det bare derudaf. Jeg kan godt finde på at gå tilbage på værkstedet efter aftensmaden.

– Hvordan bliver du ved med at få ideer og finde på nye kreative projekter, når du har været i gang i mange år?

– Når man primært arbejder alene, er det godt med noget inspiration. Da jeg på et tidspunkt trængte til at ”rense tavlen”, så tog jeg et sommerkursus på Holbæk Kunsthøjskole. De fleste af dem der deltog var hobbykeramikere, men det var supersjovt, og jeg fik virkelig meget ud af det. Jeg arbejdede med nye materialer og gik til leret på en anderledes måde. Det kunne jeg godt finde på at gøre igen. Det var virkelig god inspiration.

Da interviewet nærmer sig sin afslutning, tager samtalen en drejning og kommer til at handle om det økonomiske aspekt i keramikkens verden. Hvor aktiv skal man selv være i forhold til at promovere sine produktioner? Skal man tage rundt til butikker og vise sine kopper og kander frem og forsøge at sælge større partier?

Trine forklarer, at keramik sjældent er et fag, man bliver rig i. Det vigtigste for hende er stadig passionen ved leret:

– Jeg elsker at lave keramik, men jeg er en dårlig sælger. Jeg har været heldig, at folk omkring mig har formidlet mine ting. Jeg tror, at mund til mund metoden er den, der har virket bedst for mig. Jeg vil helst have, at folk kommer hjem til mig og køber mine ting her.

– Jeg har prøvet at have mine produktioner til salg i en butik, men jeg syntes, det var svært at styre, da jeg laver mange forskellige ting. Derudover har jeg en fast pris for mine ting, og så må butikkerne selv om, hvad de mener, de kan tage for tingene. Men på den måde bliver mine ting hurtigt for dyre i butikkerne. Derfor holder jeg mange ”åbent hus” arrangementer.

– Jeg bruger Facebook til at komme ud med budskabet. Det virker, og det er en billig måde at reklamere på. Dem, der er gode til at sælge, ender med at flytte deres produktion til udlandet. Det kommer aldrig til at ske for mig! Det er det at have tingene i hånden, der betyder noget for mig – det bliver aldrig serieproduktion!