Grøn stentøjsglasur med spil i farven
En spændende grøn stentøjsglasur, der både kan få en mat og en blank overflade. Glasuren får en interessant, meleret effekt, der i sin farvevariation og i sit udtryk minder om halvædelstenen mosagat. Ved tynd glasering bliver glasuren mere grøn. Ved tyk glasering opnås en mere blågrøn, let rødlig farve.
Vær opmærksom på, at glasuren bliver mere mat, jo lavere temperatur den bliver brændt ved. Omvendt bliver den mere blank, jo højere brændingstemperaturen er. Yderligere har lertypen også indflydelse på, hvorvidt Mosagatgrøn falder ud i retning af en blank eller mat overflade. Der er større sandsynlighed for, at den bliver blank på porcelænsler.
På billedet er glasuren lagt på et porcelænsemne og brændt til 1260 °C. Nederst på emnet ligger glasuren i ét lag, og øverst ligger glasuren i to lag.
Glasuren er ikke syrefast og anbefales ikke til keramik, der er beregnet til fødevarer.
Vejledning
Glasurpulveret blandes op med vand, cirka 1 liter til 1 kg pulver. Flydetallet skal være 45-50 B°. Glasuren omrøres, gerne med omrører monteret på boremaskine. Alle glasurklumper skal være rørt helt ud, før flydetallet aflæses. Glasuren påføres det forglødede leremne enten ved dypning, overhældning eller sprøjtning. Sigt ikke glasurer med effekt, da man så risikerer at fjerne effekterne.
Heidi Davies (verificeret ejer) –
Jeg brugte den på en lys kakkelmasse og den fik en mat og bleg mintgrøn farve, så den er meget anderledes end på det viste billede.